Sproghistorier fra indfødte københavnere

I dette delprojekt har vi undersøgt vi hvordan sproget tales – og blev talt – i de københavnske bykvarterer. Hvordan opleves disse forskelle af de indfødte københavnere, og hvor lokale er forskellene? Har der fx været forskel på sproget i den ene og den anden ende af Istedgade eller sproglig variation fra den ene baggård til den anden?

Har du boet i København hele livet (eller det meste af det), har vi derfor ønsket at høre om oplevelser med det lokale talesprog i byen. Hvordan taler du og dine naboer? Har det ændret sig, og hvordan?

Du kan læse de indkomne fortællinger ved at klikke på kortet nedenfor. Navnene er anonymiseret.

Hvor i København foregår fortællingen?

Fortællinger

Amager

Jeg er opvokset på Amagerbro nær volden. Os fra Amager taler med flade a’er, hurtigt og med masser af slang. Man er slet ikke i tvivl, når folk fra vores del af byen åbner munden.
Jeg bor stadig i samme kvarter, men dialekten har ændret sig markant. Måske fordi den næsten er lidt væk, qua de mange tilflyttere fra andre dele af Danmark. Der er ikke meget brokvarter over den måde min egen søn på 12 og hans venner taler på. Mine venners forældre var lastbilchauffører, lufthavnsarbejdere og rengøringsdamer. Nu bor der bare en masse akademikere i dyre lejligheder, ligesom mig. Og de taler ikke Amagerkansk.

- Louise, født 1987, opvokset på Amager

Jeg er fra Amager. Mere specifikt er jeg fra Amagerbro/Sundby området. Her er der en klar forskel i den Københavnske dialekt, hvis man sammenligner med en fra Frederiksberg eller Nørrebro. Der er mange stereotyper om Amager og en af dem er at vi bander som havnearbejdere. Og det er nok også meget rigtigt. Jeg har altid bandet lidt for meget.

Men der er også de helt små ting - som når jeg siger “jakke” siger jeg ikke “jak-ke”, jeg siger “jaaark”. Eller når jeg siger “siger” bliver det til “si’r” og når jeg siger “mere”, er det “mer’”. “Ikke” bliver til “ikk’”.

Men hvis man så lytter til folk fra længere ude på Amager (Kastrup, Tårnby, Dragør), steder som IKKE er under København, også selvom de selv tror det, så lyder de enten rigsdanske eller som om de er fra Vestegnen. 

Jeg tror os fra Amagerbro/Sundby er en god blanding - måske med lidt meget indflydelse fra Vestegnen. Jeg tror faktisk Arne fra Blinkende Lygter lyder lidt som om han er fra Amager. Jeg føler lidt at dialekter er lidt de samme i mange lande, det bliver lidt noget vrøvl jo længere du kommer ud på landet, mens jo tættere du er på byen er der 1000 sammentrækninger og vendinger som giver ingen mening. En ting er stensikkert, jeg er glad for jeg ikke taler med en jysk eller fynsk dialekt.

- Rikke, født 1995, opvokset på Amager

Født i Sundby 1947 og boede cirka 10 år i Sundby. Min familie flyttede så til Kastrup, og jeg flyttede senere til Tårnby (Amager Landevej er grænsen!) Så nu bor jeg/vi på den forkerte side af Amager Landevej!
Udtalen lokalt af Amager er så “Armar” (som i ar) uden specielt tryk. Folk udefra kan være i tvivl og udtaler navnet med a som i flag eller med “ar” først og så “mager” (som ordet tynd). Men den sidste udtale er muligvis også brugt lokalt for mange år siden? (Mine bedsteforældre som boede i Sundby og var født 1871 og 1891).
Men vokalerne skifter uden tvivl - især blandt unge, hvor krænke bliver til krinke, bjerge til bjæve, kræft til kraft, engelsk til ingelsk, så måske Amager bliver Emeger?

- Jørgen, født 1947, opvokset på Amager

Jeg er født og opvokset i Sundby og har aldrig tænkt over at jeg havde en særlig amagerkansk dialekt. Men da jeg i en periode som ung boede til Roskilde blev det meget tydeligt at jeg havde en tyk dialekt i forhold til Roskildegenserne. Jeg blev nærmest "drillet" og kaldt hende københavneren. Heldigvis med et smil på læben. Nogle af de mest almindelige amagerkanske særkender, er når man sætter "ikk" bagpå hver sætning. "Så var jeg lige i Fakta ikk...og så mødte jeg Jens ikk". Og kaffe udtales med en meget lang første stavelse, næsten som Karffe.  Og så er der tit en del små bandeord med i hver sætning. I mit tilfælde stammer det nok helt tilbage fra min farfars tid. Han var havnearbejder og der var det almindeligt at tale lidt råt. Jeg bor stadig på Amager og bliver glad når jeg hører lokale folk snakke, for så føler jeg mig hjemme. 

- Stine, født 1984, opvokset på Amager

Jeg er selv opvokset på Østerbro, og flyttede senere til Frederiksberg. Men min historie handler om en ekskæreste, som er opvokset dels i Grønnegadekvarteret, dels på Amager, dels i Birkerød, og en af de første gange hun mødte min barndomsven. Bagefter spurgte han mig, om hun tilfældigvis kom fra Amager, hvilket jeg (delvist) kunne bekræfte. Jeg spurgte ham om, hvordan han kunne vide det, og han svarede, at det var pga. hendes udtale af vendingen "lader, som om ...". Hun siger nemlig "lars, som om ...", så det rimer på (frikadelle-) fars. Og sådan udtalte en af vores gamle skolekammerater, som var fra Amager, det også, havde min barndomsven bemærket.  I det hele taget lader det til, at Amager sprogligt har efterladt sig flere spor i min ekskæreste, end Grønnegadekvarteret og Birkerød har.

- Lars, født 1971, opvokset på Østerbro

Dragør

Jeg er godt nok opvokset i Dragør, men rødderne er Sundby hvor jeg også boede efter at jeg flyttede hjemmefra. Dengang, i 60’erne og 70’erne, kunne man høre forskel på beboerne fra Nørrebro, Vesterbro, Amagerbro og de fra Frederiksberg var helt uden for nummer med deres affekterede rigsdansk. Jeg var næsten aldrig i tvivl og havde det som sport, at gætte folks herkomst. Jeg tog dog grueligt galt engang med en (sød) pige fra Frederiksberg og gættede på Vesterbro. Det var hun ikke helt tilfreds med. Men hun kom også fra enden af Vesterbrogade, så mon ikke Valby bakke har været sproggrænsen. I Dragør talte de indfødte jo øresundsk og sang lidt på det á lá bornholmsk. Der er stadig folk, der spørger, Om jeg skulle være bornholmer. Fornemmelsen for lokale dialekter har jeg desværre tabt med årene. Men dengang kendte vi alle forskellene. Typisk va Københavnerne bedre til det pga. større berøringsflader, medens de der kom fra andre landsdele, havde lidt sværere ved det.

- Jan, født 1957, opvokset i Dragør

Østerbro

Mine forældre, der var fra henholdsvis Falster og Nordjylland talte meget korrekt dansk uden spor af dialekt fra deres fødeegn, Jeg kom i skole som 6-årig, og lærte “at tale pænt” som de andre børn. Da jeg var 8 år, flyttede familien til Østerbro ved Søerne. Det var en omvæltning på mange måder, men især sprogligt. Jeg sagde helt naturligt ordet meget som man gjorde det på Frederiksberg. I dag ville mange opfatte det som affekteret. Jeg lærte hurtigt og på den barske måde af børnene i skolen og i gården hjemme, at det hed ma-ardet. Så det gjorde jeg så til mine forældres undren.   
Efter skoletiden flyttede jeg til Hørsholm og senere til Holte, og der lærte jeg at det hed meget – som på Frederiksberg. Da jeg flyttede tilbage til København, var der studenteroprør og starten på Kvindebevægelsen, som jeg deltog i - ja, og så var det tilbage til en moderat version af ma-ardet. Selvfølgelig var der også udtalen af andre ord, der fungerede som kontekst-markør, men udtalen af ordet meget var ofte en sproglig adgangsbillet.
(...)
I skolen (Øster Farimagsgade Skole) og i gården, hvor jeg boede, talte børnene med flade A-er. 
Min familie boede i en lejlighed ud til Sortedamssøen. De børn, der boede i husene ud til søen, talte på én måde, og børnene, der boede ud til Ryesgade på en anden måde. Der var en vældig aggressiv holdning fra børnene fra Ryesgade overfor børnene på Dosseringen. Det gav sig udtryk i en vrængende gengivelse af det, de hørte fra børnene på Dosseringen. Der var tale om forskelle i udtale (fx flade A-er) versus “at tale affekteret”. Jeg mener også, at der var forskelle i ordforråd (størrelse og art). Som jeg husker det, gjaldt denne forskel også for de voksne i de to grupper. 
Den sproglige (og kulturelle) forskel, som var så tydelig i 1950’erne, eksisterer ikke i dag, hvor jeg bor det samme sted.

- Hanne, født 1943 på Frederiksberg, flyttet til Østerbro som 8-årig og siden til Hørsholm og Holte

Nørrebro

I min barndom var jeg aldrig i tvivl om, at dem på Vesterbro talte anderledes end os.

- Lis, 74 år, opvokset på Nørrebro

Jeg er opvokset på Nørrebro og der var en klar forskel på sproget fra det affekterede Indre By, på Amager hvor mange ting blev udtalt med en ‘ång’ lyd (fx hångklæder) og Vesterbro som var lidt mere hårdt sprog. Nørrebro og Vesterbro havde den meget karakteristiske tykke københavner-accent

- Mette, født 1977, opvokset på Nørrebro

Jeg er født  i 1949, og voksede op på Nørrebro i Guldbergsgade nr. 10, tæt på Sankt Hans Torv. Som barn sagde vi "Gulbårsgaje". Vi strejfede ofte rundt i byen allerede som  8-9 årige og spurgte en gang en venlig dame om vej hjem. Det varede længe inden hun forstod hvad vi prøvede at sige. Endelig udbrød hun åh... GULDBERGSGADE. Man kunne spotte tilflyttere gennem sproget. F.eks sagde de Ahornsgade med samme udtale som i træet, mens vi sagde navnet med A som i arbejder. Mange af lydene lå helt tilbage i halsen f.eks i naj (nej) og aj (ej) -"gu ve jar da aj" (gu vil jeg da ej). Der var også en karakteristisk melodi i sproget. Det ved jeg da ikke udtaltes "de ve jar da ek" .Ve og ek fik tryk og lå en tone højere end resten når der var en anelse aggression til stede. Der var mange bandeord f.eks krAftdajme, ejermame og fame var meget almindeligt brugt.

(...) Dem fra Amager "Amar" sagde vist amaer med fladt a. Jeg tror også dem fra Vesterbro havde mange flere "flaje" a'er end os fra Nørrebro.

- Ole, født 1949, opvokset på Nørrebro

Jeg er født i 1989 og opvokset på indre Nørrebro i København, i området omkring Kapelvej, Griffenfeldsgade og Blågårdsgade. For mig begyndte grænsen til Østerbro og "alle de rige" på den anden side af Nørrebrogade, altså fra Elmegade og videre ud af Blegdamsvej. Jeg troede helt seriøst at Svanemøllen lå uden for Københavns grænser.

Min oplevelse af Nørrebro-dialekten er, at der ikke er én, men mange og disse er måske snarere sociolekter end dialekter. Når jeg snakker med folk der ikke er Københavnere hører jeg ofte at jeg taler nogenlunde 'neutralt' (læs: Københavnsk uden alt for meget havnearbejder), men at jeg mumler en del. Flere af mine gamle venner fra området hører det samme. Hvis jeg bliver vred eller ophidset så kommer flere af de mere 'havnearbejder'-udtaleformer frem. Det er noget med hvordan tungen er placeret og formen på mund og læber som ændrer sig i min udtale af et ord som "fandeme" eller "for helvede" alt efter om jeg siger det helt neutralt eller hvis jeg mener det.

Tilbage til sociolekterne. Jeg har hørt flere ikke-Københavnere snakke om såkaldt 'indvandrer-dansk' som mindre dansk end andre former, men jeg vil til en hver tid stå fast på at de danske dialekter der tales i indvandrermiljøer i København er lige så meget Københavnsk som min dialekt er. Ord og slang som "Ornli'", udtale som "tjotjal" (i stedet for "total") osv. som er blevet populært i de sidste årti var helt normalt at høre i skolen på Nørrebro i 90erne, mange år før det blev til 'memes' og jokes. Og det var naturligvis ikke kun børn fra indvandrerfamilier der snakkede sådan, det var også de etnisk danske venner som hang meget ud i de miljøer.

I dag har jeg en forventning om at 90% af de mennesker jeg møder i København er tilflyttere. Da jeg i sin tid startede på studierne på KU, var vi 2 Københavnere ud af en årgang på 100.

- Martin, født 1989, opvokset på Nørrebro

Min fars far er født i Nansensgade af tyske forældre 1883, min far født 1911 i Birkegade/Nørrebro, jeg er født på Nørrebro 1957 og opvokset i Blågårdgade. Der var klart forskel på sprog indenfor meget snævre område afgrænsninger, men også dengang var indvandring både fra resten af landet og udlandet med til at påvirke sproget i området. På Nørrebro var der meget tilflytning med andre danske dialekter og tysk, svensk, polsk, russisk mv.  Min tante ( ærke Københavner) påtalte at det ikke hed lavkage men lagkage, med udtalt "g", samt at cykel hed cikel og keks udtaltes kiks med i. Min morfar fra Stevns kunne jeg ikke forstå så anderledes var hans sprog, min mor havde aflagt det meste af den dialekt, da hun flyttede til byen for at komme i husrt hos "pæne" folk. Jeg har gjort mig umage for ikke at bruge en udtalt Nørrebro accent, da det blev betragtet som en klar indikation af min sociale placering. Nu bor jeg på Vestegnen og oplever at netop samme fordomme om sproget her er gældende idag. Sprog placerer folk både geografisk og socialt. 

- Bente, født 1957, opvokset på Nørrebro

Vesterbro

Jeg er oprindelig fra Kolding. Jeg boede på Vesterbro (Victoriagade) i 90'erne og noterede  sprogforskellen blandt ældre og yngre, samt den klare forskel på Nørrebrosk. Og at man skulle ses an - inden man blev accepteret. Forklaringen jeg fandt frem til var, at Vesterbro er mere jysk. Det var herfra man kom med kvæget til Kødbyen og det var her de jyske piger, der ikke kunne leve med deres herskaber, blev sendt hen (der var nok børn ved mor og far). De søgte naturligvis hen hvor der var andre fra egnen - og lagde også grunden til prostitution i Istedgade. 

- Erik, født 1952 i Kolding

Jeg husker at Vesterbro'sk i min barndom havde et mere distinkt udtryk end i dag, det adskilte sig markant fra andre brokvarterers sprog. Som eksempel forbinder jeg Kim Larsens "Joanna" der blev sunget af 13-årige Søren Bernbum med det gamle Vesterbro'sk.

- Thomas, født 1976 på Frederiksberg

Frederiksberg

Jeg er født og vokset op på Frederiksberg i den ende, der har kant til Vesterbro. Som 18 årlig flyttede jeg hjemmefra til Østerbro, og da jeg var 45 flyttede jeg til Amagerbro. Som barn lærte vi at tale “pænt” dvs. affekteret. Hvis vi kom hjem og sagde Marjet (meget) sang min mor “Marken er mejet”, så vi kunne lære at sige “mejet” (meget). Mine forældre sagde desuden en cikel og at cikle i stedet for cykel og cykle. Min bedsteveninde havde en mormor i Asnæs, som hun kaldte “måmor” med å som i må. Min mormor var død, men hed mårmor. Vi synes det var sjovt, når vi kunne få nogle til at sige Afrika og Amager - med flade a’er for det rigtige er jo Arfrika og Ar’mar. Vi kom aldrig på Amager for vi kendte ikke nogen der. Jeg vidste godt, det lå efter Christiansborg, men ikke andet. Vi havde en tante på Østerbro - på den anden side af Trianglen. Vi tog linje 3 derud. Det var meget langt væk. Min faster og morfar boede i huse i hhv. Vanløse og Hellerup. Det var udenfor byen. Min anden veninde flyttede til Fuglebakken. Det var også næsten på landet. Da jeg blev ældre var det ikke smart at komme fra Frederiksberg. Jeg ville hellere være københavner. Det smittede også af på mit sprog. Jeg talte mere som mine venner. Som voksen taler jeg vist københavnsk, som jeg selv definere som en blanding af brokvarterne - ikke så langt tilbage i halsen som på Nørrebro. Måske mere fladt som Vesterbro, men lidt modereret. Jeg har faktisk selv svært ved at høre det, men jyder siger, jeg taler meget københavnsk. Når jeg har behov, kan jeg dog slå over i Frederiksbergsk 

- Helle, født 1967, opvokset på Frederiksberg

Jeg er født i 1943 på Frederiksberg, Mine forældre talte akademiker dansk, så det medførte at jeg som barn var tresproget, Vi boede i et meget blandet kvarter, de fleste var arbejdere eller håndværkere og så var der lige i vores hus en lomme af præster arkitekter officerer og pharmaceuter, det medførte at jeg hjemme talte som mine forældre, på vejen med mine legekammerater et mere dialektpræget sprog, ellers fik jeg at vide jeg var forfinet de brugte ikke ordet rosende, og i skolen talte jeg hvad mine forældre kaldte komuneskolehøjdansk, de havde begge gået i privatskole så det skulle ikke overgå mig. Mit barn har selvfølgelig gået på privatskole. Som barn kom jeg rundt i landet på ferie, nordsjælland, sydfyn, Sønderjylland vestjylland, så jeg blev introduceret til dialekter, der desværre er ved at forsvinde. Der er dog stadig markørord der afslører barndommens sprog, det er huggeligt og morsomt at kunne stedfæste den talende. Jeg tale vel stadig som man gjorde på uni før 68. Spændende projekt!

- Niels, født 1943, opvokset på Frederiksberg

Grønnegade-kvarteret

(...) Der klinger en så besynderlig usminket glæde, en hjertelig forsorenhed, men også en let rørt, vaskeægte følsomhed i denne dialekt i anden potens, denne afart af københavnsk, man kunne kalde grønnegadesk. Selvfølgelig vil jeg ikke have den sat i tronsædet som høj-dansk, men den har i sin timbre et højstemt humør, en gamin-agtig slagfærdighed, som ingen anden. Det er i virkeligheden Holbergs - det vil sige Henriks og Pernilles klassiske sprog.

- Charles, født 1858, opvokset på Gammel Mønt 

Indre by

(...) Når min mor fortalte om sin tilflytning til byen ville hun, med glimt i øjet, karikere de braldrende københavnere, der slog sprogligt ud med armene og åbenbart gerne talte i højere tonelejer. Når min far rettede på vores udtale, ville han parodiere Kim Larsen, Sonja fra Saxogade eller andre, for at vise, hvordan "køøbenhaaaaauneree fra Væææsterbro eller Christianshaaun taaalte maaarget specielt" og at "det lød jo helt ad hææælved' til".

Så jeg talte rigsdansk. Medmindre, altså, vi var i Nordsjælland, på Sydfyn eller i Nordjylland - så smittede dialekten af på mig hurtigt. 

Og det var tydeligt, at folk i andre dele af København talte anderledes. Folk i K talte ofte et let, moderne "rigsdansk", de fra V talte mere drævende og med mange "mand" i, de fra Christianshavn talte langstrakt og udtalt og brugte vendinger som "du ved" osv. De fra Amager talte helt specifikt med flade a'er og utalllige "ik'?". Men Amager blev heller ikke rigtigt set som København, ligesom Valby eller Husum eller Brønshøj heller ikke blev det. (...)

- Camilla, født 1991, opvokset i indre by

Jeg er født og opvokset i København K. I hvad man må kalde det pænere borgerskab. Min far udtalte Bredgade med det første d stumt. Og Gothersgade er selvfølgelig med å og ikke o lyd.

Med hensyn til de tre Farimagsgader er det jo ikke bare det andet a, som udtales som i afdeling. Det afgørende er, at det er første g udtales hårdt, altså Farimaxgade. Sådan skal det udtales!

Mine svigerforældre, som kommer fra provinsen, boede i en del år i Rigensgade. Det udtaler både de og min kone stadig med det første g hårdt (!). Ved ikke hvorfor. Min svigermor siger også Amager, som det staves, i stedet for Ama’r, som det jo retteligt udtales. Jeg har forsøgt at omvende dem, men det lykkes ikke...

Ellers er det super fint, at man kan høre på folk, hvor de kommer fra. Og jeg synes, det er vigtigt at beskytte vores dialekter. Men derfor kan folk jo godt udtale tingene rigtigt!

- Peter, født 1962, opvokset i Indre By

Valby

Jeg har boet i Valby hele mit liv, men har haft en meget blandet omgangskreds fra hele københavnsområdet. Jeg tror dog gennemgående ikke at mit sprog lyder anderledes fra andre valbygenserer. Valby var, da jeg var barn i slut 90'erne- start 00'erne, et relativt indelukket samfund, specielt for børn. Du kendte dem på din vej, i dit fritidshjem og i din skole. Forældrerne kendte hinanden og når børn legede, så drak forældrene kaffe.
Jeg boede i den ende af Valby som er nede ved Ålholm, min nærmeste station var Langgade, så jeg var solidt plantet i et arbejderområde, hvor der var en stor mængde nydanskere pga Acacieparken. Jeg ville ikke være overrasket hvis det havde indflydelse på mit sprog, som minimum mit ordforråd, men nok også noget udtale.
En tydelig ting som jeg har opdaget over tid er at folk fra Valby har en tildens til at hoppe ord over. Vi snakker ikke utydeligt, men vi kondenserer vores sætninger meget. Vi har den klare r lyd, som man kender bedst fra sydha'rrr'vnen, men ikke til den grad. Jeg siger at ha' i stedet for at have, siger biddl i stedet for billed, lååmme i stedet for lomme, nogengange har jeg -e bortfald så sætningen "Tag lige fat i den grønne snor" bliver til "Ta' lig' fat i den grønn' snor". Mange å lyde. Luksus bliver til lågsus. "Må jeg ikke godt gå til fodbold" bliver til "Må ja ek gåt gå te foddbåldt". Jeg antager at de fleste af de her ting er rent normale i København. 

- Rasmus, født 1994 og opvokset i Valby

Jeg er født i Valby og har boet der det meste af min barndom (på nær tre år i Greve) og hele min ungdom. Nu bor jeg på Frederiksberg, efter at have boet på Nørrebro da jeg var i 30erne.

Som barn på Ålholm Skole oplevede jeg at mit ordforråd var større end de andre børns, og at det blev negativt bemærket af særligt nogle af pigerne i klassen.

Mine forældre havde længere uddannelser bag sig end de fleste andre forældre, og jeg skilte mig ud sprogligt, ikke i forhold til dialekten, men ordforrådet.

Jeg fandt at jeg måtte nedtone min sproglige kunnen, for ikke at skille mig ud. Vi boede i øvrigt alle fra klassen på den rigtige side af togsporene, dvs grænsende op til Frederiksberg, hvor de andre fra Folehaven-området, boede på den forkerte side.

Nu er jeg meget bevidst om, hvordan jeg taler med hvem også i forhold til min dialekt.

Jeg slår gerne over i et fladt og lidt drævent, tror jeg, Valby-sprog, når jeg taler med mennesker, jeg tænker sætter pris på noget ligefrem og umiddelbar kommunikation, fx en sælger i Flügger.

Nogen gange forvirrer jeg mig selv (og måske andre) ubevidst og bruger 'svære' ord med med min flade Valby-dialekt. 

Jeg ved ikke om denne historie falder ind under jeres forskningsområde, men jeg er i hvert fald blevet påvirket til at være über-bevidst om mit sprogbrug, og ofte tager jeg mig selv i at tænke for meget på modtageren i stedet for bare at tale (snakke?) som det falder mig naturligt.

Jeg var vel udsat for en slags omvendt sprogsnobberi i folkeskolen.

- Christina, født 1977 og opvokset i Valby