Del din historie om at komme til København

Klik her for at dele din historie

København er befolket af tilflyttere fra nær og fjern. I dette delprojekt under forskningsprojektet Lyden af hovedstaden indsamler vi fortællinger fra folk som er flyttet til byen fra andre steder i Danmark.

Vi er interesserede i hvordan tilflytteres sprog påvirkes af at flytte til hovedstaden. Har københavnerne måske svært ved at forstå hvad man siger, eller er der træk ved ens sprog man får lyst til at ændre for at passe ind?

Er du tilflytter til København, vil vi meget gerne høre din historie. Du kan læse andres ankomstfortællinger ved at klikke på kortene nedenfor. (Navnene er anonymiseret).

Hvorfra kom fortælleren til København?

danmarkskort Sønderjylland Falster Lolland Aarhus Dronninglund Odense Thy Billund Esbjerg Struer Ribe Nykøbing Sjælland Sjællands Odde

Hvor i København foregår fortællingen?

koebenhavnerkort Amager København generelt Nørrebro

Fortællinger

Fra Lolland til København

På vejen hjem var drengene meget flinke mod mig. De morede sig vældigt over mit syngende lollandske mål og ville vide, om jeg var jyde. Det vidste jeg ikke, for jeg var fra Bandholm. En af de store drenge sagde at Bandholm lå på Lolland, og at jeg så var en lollik. Jeg var helt stolt af den nye titel, og det første jeg sagde til mor, da jeg kom hjem, var at hun stod overfor en lollik. Mor smilede og sagde, at det var rigtig nok, men nu skulle jeg se at blive en rigtig københavner.

- Peter, født 1882 i Bandholm på Lolland og flyttet til København i 1887

Fra Billund til København

Nogle gange midt i en samtale har jeg fået at vide, at jeg lyder meget jysk.

- Maria, født 1989, flyttet fra Billund til København for 11 år siden

Fra Esbjerg (til Odense) til København

Jeg er fra Esbjerg og flyttede til København for 10 år siden. En af mine første sproglige aha-oplevelser var, da jeg satte mig ind i en taxa og skulle op til Hovedbanen. Jeg sagde dog “banegården”, hvortil taxachaufføren udbrød:

“Banegården! Er du fra Jylland eller hva’?”

Efter 10 år i vores dejlige hovedstad siger jeg ikke “banegården” længere. Jeg siger heller ikke “traj” og “trajer”, men “træ” og “træer”. Ellers bliver jeg drillet af mine børn, der nu er indfødte københavnere. 

(...) Men generelt oplever jeg, at københavnerne er enormt tolerante over for andre dialekter. Med alle de tilflyttere i byen er de vel vant til at høre dansk på mange måder. Det er noget andet, når jeg tager mine københavnske børn med til Esbjerg, hvor jeg kommer fra. Dér bliver deres københavnske dialekt i den grad bemærket og kommenteret. 

- Mette, født 1982 og opvokset i Esbjerg, flyttet til København fra Odense for 10 år siden

Fra Odense til København

Gothersgade - jeg sagde det helt forkert og blev til grin. At sule kendte københavnerne ikke, og guf på vaffelis var et ukendt begreb. Jeg bestilte en kam hos bageren og fik udleveret en hel wienerstang, i stedet for et enkelt stykke til én person - og en smørbirkes hed en tebirkes. Utroligt at 150 km kan betyde så meget, i så lille et land.

- Susanne, født 1956 i Odense og flyttet derfra til København

Fra (Gentofte til) Aarhus til København

Denne historie er fra min barndom, da vi flyttede tilbage til København efter at have boet i Århus i 6 år. 
Først synes jeg det er relevant at nævne, at da vi kom til Århus blev jeg af mine nye klassekammerater drillet en smule med min “Tykke københavnske dialekt”. Børn er jo bare børn, men da deres kendskab til København bl.a. var “Istedgade” blev der sunget sjolfe sange om mit ophav. Da Istedgade på det tidspunkt ikke var det pænere/smarte København som vi ser idag. Det var selvfølgelig ikke så sjovt på daværende tidspunkt, men da min københavnske dialekt forsvandt og jeg tilpassede mig holdte drillerierne også op. Efter 6 år flyttede vi så tilbage til København. Jeg glædede mig til at komme nærmere vores familie. Hvad jeg ikke havde set komme var, at jeg ikke længere var “Københavneren” men nu var jeg “jyden”. De andre børn i klassen synes det var ret morsomt med min nu “tykke århusianske” dialekt, men ligesom sidste gang forsvandt drillerierne da jeg efter noget tid havde tilpasset mig og min dialekt forsvandt. Det er ikke et dårlig minde, men mere tankevækkende og jeg kan godt grine lidt af det idag :) 

- Camilla, født 1989 i Gentofte, flyttet til Aarhus og tilbage derfra til København som barn

Fra (Kolding til) Aarhus til København

I 1961 ankom vi som unge mennesker fra hele landet for at studere i København. Dengang kunne man på apotekerne købe tyggegummi af mærket Caroxin.

Birthe (f. 1941) fra Randers gik frejdigt ind på et københavnsk apotek og sagde højt på jysk: "Jeg vil gerne have en pakke "tøkgummi"" - udtalt med ø som i "ønske". Grete vidste ikke, at københavnerne sagde "tyggegummi" udtalt med y som i "hygge". Hvorpå den københavnske apoteksdefektrice synligt forvirret og forlegen hviskede tilbage: "Undskyld, men mener De kondomer?"

- Poul, født 1941 og opvokset i Kolding, flyttede til København fra Aarhus

Fra (Midtjylland til) Aarhus til København

Blev født i 1955 i Midtjylland og talte dialekt hele min barndom. Min far var født på samme egn og var med til at bidrage til Den Jyske Ordbog (Peter Skautrup) i 1970’erne. I min gymnasietid i Viborg og i min studietid i Århus talte jeg rigsdansk uden for familien og nære barndomsvenner.

I 1982 kom jeg som nyuddannet fysioterapeut til Frederiksberg Hospital og talte selvfølgelig rigsdansk (og ikke dialekt) på mit arbejde. For mig var der jo himmelvid forskel. Min første patient på ortopædkirurgisk afdeling sagde efter min første behandling: “Jeg ønsker ikke at blive behandlet af en person ude fra kohalerne !” Jeg var en anelse rystet, da jeg syntes jeg havde talt til ham på rigsdansk og i øvrigt behandlet ham med respekt. Han ønskes bare ikke mit sprog med vel tydelig jysk dialekt. Heldigvis bakkede min leder mig op, og han måtte få behandling af mig, hvis han ønskede behandling på trods af min jyske accent.

Efterfølgende har jeg boet i området i snart 40 år, og det kan formentlig høres, at jeg stammer fra Jylland, men jeg har renset ud i mange af mine jyske gloser og artikulationer.

- Jette, født 1955 i Midtjylland, flyttet til Aarhus i studietiden og derefter til København

Fra (Hobro til) Aarhus til København

Jeg flyttede til København i 2003 og tænkte egentlig "det er mig jyden med med den sjove dialekt" - idet jeg jo kom fra Østjylland. Efterhånden gik det op for mig at jeg var havnet midt i en lige så uforståelig dialekt :-) Jeg arbejdede også dengang som Radiograf og foreksempel så forstod jeg ikke hvad Bedler var - troede det var noget spiseligt, jeg var vandt til at sige det trestavelses Billeder, det samme gælder Fålgrafi hvor jeg kun kendte til 4 stavelses ordet Fotografi, der er mange sjove eksempler på, at Københavnsk dialekt klipper en stavelse af, Greve bliver til Græv, selv P4 morgenværten siger ævli istedet for ærgerlig. Der mange flere eksempler på dette "fænomen" så efterhånden kan man høre om radioværten er fra Nord eller Syd København osv..

- Ole, født 1964, opvokset i Hobro, senere flyttet til Aarhus og derfra til København

Fra Aarhus til København

Jeg kommer fra Århus. Jeg har helt bevidst renset det ud i mit sprog, så godt jeg overhovedet kunne. Nu er det så langt væk at mine unger somme tider beder mig demonstrere over for deres venner at jeg taler jysk. Jeg har renset det ud fordi jeg er blevet gjort grin af, ja, men også i høj grad fordi jeg fra TV vidste af dem med magt og indflydelse, de talte rigsdansk. Københavnerne har aldrig haft svært ved at forstå hvad jeg sagde, men de havde bare svære ved at tage mig alvorligt, når jeg talte jysk. Det var i hvert fald min følelse. Men mit projekt handlede også om social mobilitet; væk fra en uddannelsesfremmed baggrund og ind i et liv som akademiker. Nu, 20 år efter at jeg flyttede, har jeg svært ved at se hvor grænsen går mellem  de to ting.

Talemønsteret er anderledes; her i Hovedstadsområdet tager man turen, afbryder måske når man har forstået hvad den anden vil sige. Det kan være en måde at vise at man er inspireret, at man spiller med. I Århus er det meget uhøfligt; der skal man vente til den anden er færdig med at sige noget. Ellers er det mangel på respekt. Lige dér kan man godt gå fejl af hinanden. Jyderne kan blive helt enormt irriterede og det kan godt resultere i at man bliver kaldt "københavnersnude". 

- Pia, født 1970 på Midtdjurs, flyttet til Aarhus som barn og som voksen til København

Fra Sjællands Odde til København

Jeg flyttede til København fra Sjællands Odde, da jeg var 13. Det er stadig Sjælland, men jeg var fra en landdistrikt på øen, og der var en udbredelse af landmænd. Folk talte i en mere traditionel landlig stil. I København bemærkede jeg ikke for stor forskel i forskellige distrikter. Jeg boede hovedsageligt på Nørrebro, men også Frederiksberg og Hellerup og Lyngby. Forskelle i accenter syntes mere relateret til rigdom og indkomst end den del af byen. Jeg var ung, og Nørrebro var sandsynligvis bedre, end det er nu, men folk brugte en masse engelsk slang og talte i en næsestil. Overalt i København blandedes engelsk meget med sproget, det hørte jeg ikke i landdistrikterne.

- Thomas, født 1975, opvokset på Sjællands Odde og flyttet til København som 13-årig

Fra Dronninglund til København

Mit møde med København er også mødet med et københavnsk kollegium.

I det første lange stykke tid, hvor jeg boede på kollegiet, nåede jeg sjældent at sætte punktum på en sætning, fordi samtalerne gik stærkt henover spisebordet. Det har altid været nemt at afbryde mig, og her blev det så nemt at det blev til et samtaleemne i sig selv.

 Jeg fik på et tidspunkt at vide at jeg skulle starte mine sætninger med pointen, hvilket man ikke gør i Nordjylland: Her bygger man en historie op fra start til slut, og passagererne er med hele vejen. I Vendsyssel, hvor jeg er fra, taler man i anekdoter og min umiddelbare oplevelse af København var – i hvert fald til at starte med – at jeg var nødt til at tale i punchlines for at blive hørt.

Efterhånden har jeg tilpasset mig, så jeg nu både er i stand til at fortælle lange og korte historier. Nu er det mest små vendelboske lokaludtryk, som forskrækker mine københavnske medkollegianere: Hvis jeg spørger "hva' klok" i stedet for "hva' tid" tager de sig praktisk taget til brystet. Hvis jeg siger at "jeg har fået noget væk" falder de ned af stolen.

Til gengæld synes jeg oftere at jeg ser københavnske unge overrette sig selv. Min Århus-boende bror ville fx aldrig sige "De købte julegaver til Hanne og jeg," men jeg hørte en del sætninger som den på kollegiet. Til gengæld har min bror ingen skam i livet i forhold til ligge-lægge: Han bøjer datidsform af 'lægge' som 'lå' og jeg har en enkelt gang hørt ham sige 'lået' om en ting man må antage han havde 'lagt' et sted.

- Pernille, født 1989, opvokset i Dronninglund og flyttet til København efter kort ophold i Aarhus

Fra Thy til Nørrebro

I 1965 flyttede jeg som ny student til Nørrebrogade for at læse fransk på Universitetet. Jeg er student fra Thisted Gymnasium, men opvokset på landet, hvor mit hverdagssprog var den Thylandske dialekt. Jeg "kom ind med 4-toget", og da jeg skulle videre med sporvognen, nummer 5, til Nørrebros Runddel, spurgte jeg en mand på mit bedste rigsdanske, hvilken vej , jeg skulle tage. Han kiggede uforstående på mig, så jeg slog over i engelsk. Så gik det bedre. Siden har jeg boet i København og forstæder, og det er gået rigtig godt.

- Kirsten, født 1947, opvokset i Thy og flyttet til København derfra

Fra Sønderjylland til København

Jeg er opvokset i Sønderjylland, men mine forældre er fra hhv. Sæby i Nordjylland og Fredericia. Så jeg har aldrig opfattet mit sprog som andet end en god blandet jysk landhandel. Nogle ting har jeg dog oplevet at københavnere har voldsomt svært ved at forstå:

"Birkes" - jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg er blevet mødt af meget blanke ansigtsudtryk, når jeg har udtrykt min kærlighed til dette vidunderlige rundstykke. Nej, der er ikke remonce i, forklarer jeg københavneren, så er det en københavnerbirkes. Den skal bare saves over og spises med smør, som alle andre rundstykker. Jeg kan død og pine ikke forklare dem forskellen. Hvis der ikke er remonce i, kan det åbenbart ikke være en birkes her i byen. En birkes er et rundstykke i Jylland, men en kage i København. Derfor har jeg opgivet at forklare, at jeg altså ikke spiser birkes med remonce, smør og hamburgerryg. Jeg har dog bemærket at der de sidste få år er sket en forandring: Man kan nu købe rigtige birkes i både Netto og Føtex. Det fryder mig at Salling Group fører an i forjyskningen af sproget.

"Pusser" - det er ordet vi bruger om hjemmesko/futsko/futter i Sønderjylland, og også Fyn hvis man skal tro min fredericianske far med fynske forældre. Jeg synes hjemmesko er et elendigt og kluntet ord, så jeg vælger i stedet stædigt at forklare mig hver eneste gang. 

- Mikkel, født 1998, opvokset i Sønderjylland og flyttet til København i 2016

Fra Struer til København

Jeg flyttede fra de mørke Vestjylland til København og lærte, at der gjalt lidt andre regler for kommunikation i storbyen. Man hilser åbenbart ikke på alle, der går forbi hinanden på gaden. Det hedder Strøget og ikke gågaden. Det heder centrum eller København K og ikke midtbyen. Det hedder Hovedbanegården og ikke banegården. Jeg lærte at “tilpasse” mit sprog i forhold til formuleringer eller udtryk - der er f.eks. ingen, der forstår, at “det kan aldrig vare” betyder “lige om lidt”, så det stoppede jeg ret hurtigt med at sige. Til gengæld har jeg holdt fast i mit toneleje. Det er simpelthen umuligt at give slip på uanset, hvor meget jeg har forsøgt. Det betyder, at jeg ofte bliver mødt med “hvor er du fra”, mig: “Jylland”, dem (med klingende københavnsk dialekt): “ja, det kan jeg da godt høre, men hvor i Jylland?”.

- Stine, født 1989, opvokset i Struer og flyttet derfra til København

Fra Ribe til København

Jeg flyttede til København fra Ribe for 10 år siden. Dengang lagde jeg meget mærke til at Københavnere talte Københavnsk og at jeg talte lidt anderledes. Især når jeg var hjemme i Ribe på besøg skiftede jeg til mit hurtige, hjemmevandte lidt mere stødagtige sprog - som jeg selv hører det :) Og i København glattede jeg lidt mere ud. Efter nogle år begyndte jeg at blive opmærksom på mit ændrede sprog og begyndte bevidst at tale mere jysk som jeg gjorde før.

Nu tror jeg at jeg taler en god blanding. Jeg har stadig mine jyske yndlingsord, men min generelle tone er blevet mere københavnsk.

- Sofie, født 1991, opvokset i Ribe og Gram og flyttet fra Ribe til København

Fra Nykøbing Sjælland til København

Jeg kommer fra Nykoebing Sjaelland (foedt og opvokset) og ved tilflytning til Koebenhavn blev jeg i de foerste par aar moedt med kommentarer og spoergsmaal til min jyske dialekt. Jeg kan forstaa at mit dialektale ophav kan betegnes som Kalundborg-Jysk, hvilket med stor sandsynlighed kan forklare forvirringen omkring mit foedested. Spoergsmaalene/kommentarene omkring hvor i Jylland jeg var fra kom fra mange, ikke kun koebenhavnere. De kom saagar ogsaa fra jyder. Som ung i starten af tyverne var jeg meget bevidst om min dialekt, og dette var tillige noget jeg ved bevidst om i gymnasieaarene, hvor jeg noterede mig andres markante dialektale udtale og min opmaerksomhed paa ikke at lyde saadan selv. Ved tilflytning til Koebenhavn blev min indsats for at fralaegge mig nogle af de tydeligste udtaler mere intens (uden det dog var et probelm der gik mig paa paa nogen maade der paarvirkede mig). Jeg blev blot mere opmaerksom paa min udtale og i hoejere grad mere opmaerksom paa mine venner fra Odsherreds udtale. Nu tror jeg ikke jeg har meget af den gamle dialekt tilbage. Og jeg maa aerligt indroemme at det ikke goer mig noget...

- Pernille, født 1988, opvokset i Nykøbing Sjælland og flyttet derfra til København

Fra Sønderjylland til Amager

Mojn til de, der læser dette.

Jeg er 60 år og er født og opvokset i en dansksindet sønderjydsk familie. Som 20-årig flyttede jeg til København og har boet der samt i Greve lige siden.

Men jeg kan da stadig tale "æ sproch", som det engang blev talt i Aabenraa!
Da jeg kom herover i 1970 fik jeg noget af en overraskelse. Jeg forstod udmærket de indfødte, men de forstod ikke mig. Det blev jeg drillet med på den rare måde som amagerkanerne udviser. Bl. a. var det udtalen af bogstavet J, der voldte problemer.

Jeg kan huske, at jeg stod foran et spejl og øvede mig i at vride tungen. At vokalerne også kan have flere udtaler gav også udfordringer.

I dag taler jeg sønderjydsk med familien og i Sønderjylland, og rigsdansk herovre. Man kan godt høre, at jeg ikke er indfødt københavner, og det forsøger jeg heller ikke at lyde som.

Men de unge i Sønderjylland taler ikke sønderjydsk som mig. Det glider mere over i det rigsdanske/ jydske. Dengang jeg var ung i Aabenraa kunne man høre på de andre unge, hvor i landsdelen de kom fra: Als, Hellevad, Tønder, Aabenraa osv.

Sandheden er jo nok, at mit sønderjydske ikke har udviklet sig meget siden 1960'erne. Således er min dialekt et øjebliksbillede med mere end en generation på bagen.

- Peter, født 1955, opvokset i Aabenraa og flyttet til København som 20-årig

Fra Falster til Amager

Jeg er født på Falster i 1950, og min barndoms sommerferier blev tilbragt hos min mormor og morfar på Amager. 
Hele min familie stammer fra Falster, og i slutningen af ‘30-erne flyttede min mormor og morfar med deres fire børn til Amager, hvor de i årrække boede i en af de mange haveforeninger, som dengang var på Amager. 
Senere købte de hus på Dublinvej, som blev udtalt med u, lige som i ordet Duplo(klodser). Det gjorde alle på vejen. Vi vidste dog godt, at den irske hovedstad Dublin udtaltes Dåblin.      
Når jeg fortæller andre om mine sommerferier på Dublinvej (med u), smiler de lidt, som om de tænker: ‘Ved hun ikke, at det hedder Dåblin’. 
Min mormor og morfar er for længst døde, men jeg har et par venner, som bor på Dublinvej. De udtaler den også Dublinvej med u. 

- Marianne, født 1950, opvokset på Falster og var på ferie på Amager